Saw Keh Leh’s beretning: 311 ud af 400 døde
Artikel og interview af Oddny Gumaer
Saw Keh Leh så stærk og godt ud. Hans øjne udstrålede noget, jeg ikke har ord til at beskrive.
Et udtryk som ville have fået mig til at stole på ham og følge ham, hvis han havde været en leder.
Gennem vores samtale gik det op for mig, at han så sandelig var en leder – en leder som verden
skulle lægge mærke til og lære af.
”Fortæl mig om den nat, cyklonen kom” bad jeg ham. Da han begyndte at fortælle, blev jeg trukket
ind i en historie, som mere lød som et plot til en film, som beskrev jordens undergang end en sand
beretning, som var sket for få uger siden.
Dette er hvad han berettede:
Vi kom fra en landsby Toung Goh fra Lah Phutta kommune. I min landsby var der 400 indbyggere før cyklonen ramte os. Under cyklonen omkom 311. Alle de overlevende har nu forladt landsbyen, som var fuldstændig ødelagt. Jeg var den sidste, der forlod vores landsby. Jeg var landsbyens overhoved, - en mand med meget jord og mange rismarker. Nu har jeg intet tilbage. Og jeg vil aldrig igen vende tilbage til min jord. Det er blevet stjålet af militæret, og de vil aldrig tillade mig at komme tilbage for at dyrke ris på mine forfædres jord. Hvis jeg tager tilbage igen, vil jeg blive deres slave. Jeg vil aldrig gå tilbage for at tjene dem.
Om dagen inden cyklonen Nargis ramte, døjede vi med en stærk blæst, som varede hele dagen. Vi krøb i læ i vores huse og håbede på, at stormen ville holde op og vores huse ville modstå dens kraft. Stormen begyndte kl.10 om formiddagen og blev stærkere i løbet af dagen. Den kulminerede mellem kl.19 og 20. Så pludselig blev alt stille. Der var ingen blæst. Ingen regn. Ikke en lyd.Vi troede alle, at stormen havde passeret, og at vi havde overlevet. Vi vidste ikke, at dette var begyndelsen til enden. Gennem stilheden begyndte vandet at komme. Det steg meget hurtigt. Omkring 6 fod(1,80m) i timen. Vi løb alle til det højeste sted i vores landsby, der hvor kirkebygningen lå. Som vandet blev ved med at stige, prøvede vi at redde børnene ved at løfte dem op på kirkens loftsbjælker. Det var det højeste sted, vi kunne anbringe dem. Nogle af os prøvede at holde børnene tæt ind til os. Til slut var vandet steget 15 fod (4,5 m)
Derefter fik bølgernes kraft – og efter noget tid også vindens kraft – kirken til at styrte sammen.De små børn, som vi så desperat havde forsøgt at redde, faldt alle i vandet og druknede. Jeg holdt fast i min yngste datter. Vandet dækkede mit hoved og jeg prøvede at holde mine arme i vejret og min datter over vandet. Men det var umuligt for mig at blive ved, da vandmasserne væltede mig omkuld og vi blev slynget væk. Da jeg ramte et træ, klyngede jeg mig til min datter og holdt samtidig fast i træet – det træ reddede vores liv. Hele natten klamrede jeg mig til træet, medens vandet fossede omkring mig. Jeg vidste ikke, hvad der var sket med de mennesker, jeg elskede.Kl. 3 om morgenen begyndte vandstanden og bølgerne at aftage, og snart var det hele trukket tilbage til havet. Hvad jeg dernæst så, var min verdens ødelæggelse. Alt var væk. Der lå døde mennesker på jorden. Jeg fandt min egen søn stadig i live. Han er kun 9 år, og han overlevede den nat ved at holde fast i en klynge bambus. Der var mindre end 100 af os, der stadig var i live. Alle de andre var døde. Vi var så udmattede efter en hel nats kamp mod døden, at vi ikke havde flere kræfter tilbage til at begrave de døde.
Vores største problem, var mangelen på rent vand. Vi måtte mobilisere al vores energi for at holde os i live. Jeg prøvede at organisere mit folk. Vi skar kødet af de døde dyr og spiste det. Vi drak saften fra kokosnødder. Havet havde forurenet alt det friske vand, så vi kunne kun drikke kokosmælk de første få dage. Vi var bange for at en ny storm ville komme den følgende nat.Så med vores sidste kræfter byggede vi nogle tømmerflåder af bambus og dyrehår. Så sad vi på tømmerflåden om aftenen og ventede på den nye storm. Selvom den næste storm aldrig kom, blev
vi ved med at frygte det. De følgende dage gravede vi våd ris op, som vi spiste. Vi gravede også en ny brønd til drikkevand. En af de unge overlevende tog til en naboby for at bede om hjælp. Han kom tilbage med en sæk ris, som vi delte.
Hver dag sad vi og ventede på at én eller anden skulle komme og redde os. Daglig så vi helikoptere flyve over os, men de ofrede os aldrig nogen opmærksomhed. En dag så vi 6 skibe på havet, men de syntes heller ikke at få øje på os. Efter en uge blev det endelig muligt at få fat på en båd, så vi kunne redde vores overlevende sammen med folk fra nabobyerne, som havde lidt på tilsvarende måde.
Båden kunne tage 200 personer med sig til Lah Phuta. Men jeg tog ikke med det første hold på 200. Som mit folks overhoved følte jeg, det var min pligt at blive tilbage med dem, der ikke var plads til på båden. Jeg vidste, at de 200 ville være i sikkerhed på båden. Jeg ønskede at være sikker på, at de 10 personer, som blev efterladt ikke omkom. Efter yderligere 9 dages venten blev vi endelig reddet.Mit folk fandt frem til et kirkeområde hvor de fik mad, medicin og husly. Jeg tog selv til Rangoon for at prøve at finde noget arbejde så jeg kunne forsørge min familie. Men der var intet arbejde at få der. Så jeg besluttede at tage til denne flygtningelejr for at starte et nyt liv med min familie og mine slægtninge her.
Jeg opgav min landsby. Jeg ejede 70 acres, som alt sammen nu er overtaget af regeringen. De vil tvinge mit folk tilbage til små hytter, som nu er ejet af militærregeringen, og de vil tvinge folk til at arbejde og dyrke jorden for militæret. Regeringen behøver ris til sine soldater, og de tvinger folk til at dyrke ris på deres jord, så de kan få nok ris.
Jeg tror ikke på forandringer. Jeg har intet håb om en bedre fremtid for Burma. Derfor besluttede jeg at tage min familie med til denne lejr, fordi deres fremtid er bedre her end på deres forfædres jord. Vi ejer ikke noget jord her, men vi behøver ikke at være slaver for det regime, som har stjålet vores land og vore børns fremtid.
Se mere om Partners arbejde for Burma her:
http://www.partnersworld.org/blogs.html